December 2017

December er en travl måned, for meget skal nås. Men det er også en måned, hvor menneskelig varme og hjælpsomhed er i fokus. Og så er det den helt store historie-fortællings måned. Yallah!dk vil bruge december på at hjælpe og fortælle.

De frivillige i Yallah!dk vil her fortælle små historier om sig selv og deres liv, erindringer, noget oplevet eller særlige begivenheder.

De fire søndage i december vil frivillige fra Yallah!dk gå ud og sprede smil og glæde, lys og lyksalighed, og give en hjælpende hånd til mennesker, der har brug for det.

Attende december

Smil og glæde ved spisebordet

Snakken gik lystigt, da unge fra Yallah!dk lavede aftensmad for en gruppe unge hos Plexus midt i Aarhus, mandag d. 18. december. Det var et led i Yallah!dk’s hjælp til andre, for at sprede smil og glæde, lys og lyksalighed i december måned.

Ideen var at holde ”Palæstinensisk Julefrokost” for de unge, som spiser sammen tre dage om ugen hos Plexus, der er for ensomme unge. Mustafa Faour stod for at lave linsesuppe samt hummus og falafel med brød og andet tilbehør, mens Sally Abousteiti og Samah Aljaal lavede salat sammen med nogle af de unge fra Plexus.

De unge kunne rigtigt godt lide maden. Der blev spist, hygget, grinet og ikke mindst blev der snakket en hel masse. Snakken gik om Palæstina, om at være fra en etnisk minoritet i Danmark. Og så blev der snakket om musik, film, tøj, oplevelser og hvad unge i Danmark ellers snakker sammen om.

Det var en aften, hvor smil og glæde blev delt rundhåndet ud, og det gik begge veje.

Se flere billeder her

Seksten december

Yallah!dk hjælper: Gave-hjælp gav glæde

Yallah!dk’s december gave-hjælp skabte stor glæde og tilfredshed hos deltagerne, der brugte lørdag eftermiddag 16. december på at lave armbånd og halskæder til julegaver.

Der blev flittigt brugt af de mange perler og vedhæng, som mellem pebernødder, brunkager og clementiner fyldte det store bord i Stiften Loungen hos FO-Aarhus. Der blev givet kyndig vejledning i, hvordan perlerne kunne sættes sammen til flotte armbånd og halskæder, og fantasien kom rigtigt i sving.

Deltagerne var i mange forskellige aldre, og alle deltog med liv og lyst i aktiviteten, mens der samtidig blev snakket, drukket te og kaffe eller saft og spist af julegodterne. Bagefter var der stor stolthed over de flotte resultater.

Se flere billeder her

Trettende december

"Hvilke steder har du i dig?" af Mariam Aljaal

Det første forløb, vi startede med at arbejde med på gymnasiet, var migration. Vi skulle arbejde med en gruppe menneskers bevægelse fra et sted til et andet. I forlængelse af det, skulle vi skrive 10 sætninger om de steder, vi har i os selv, og den bevægelse vi er i.

Se, jeg var på ingen måde i tvivl, vidste absolut hvad jeg har i mig. Palæstina er det sted jeg har i mig. Det er, hvad der får mig til at rejse mig op om morgenen. Det er linsen, hvorigennem jeg ser alt. Det er hvad jeg aldrig vil tøve omkring, og det er stedet, jeg placerer min tro. Det er utallige fortællinger om min mormors barndom dér, som jeg dag for dag voksede op med. Det er mine forfædres historie, og dér hvor mine rødder er plantet. Det er så mange familiebånd, der på trods af afstanden blev hårdt knyttet. Det er drømmen, glæden og håbet.

Og imens, jeg passioneret fortalte min klassekammerat om de 10 sætninger, som jeg for længst havde overskredet, så slog det mig: Aarhus har med sine borgere, bydele og begivenheder været med til at forme den, jeg er i dag. Det er her, jeg blev født, her jeg er opvokset, og her mine første venskaber blev skabt. Det er her mine først oplevelser og udfordringer blev til. Det er her, jeg har hjemme. Så da jeg nåede til enden, sluttede jeg af med at sige: Aarhus.

Aarhus er også et sted, jeg har i mig.

Sjette december

"Fred og ro i kirken" af Huda Chaaban

Jeg tror det startede en aften, hvor Camilla og jeg skulle i biffen. Billetterne blev hentet. Vi var i alt for god tid. Men så opdagede vi, at dørene til den katolske Vor Frue Kirke i Aarhus stod åbne. Dét fangede med det samme vores opmærksomhed. En milliard gange tidligere havde vi taget i håndtaget til lukkede kirker, men den aften var vi heldige. Vi skyndte os derhen. 

Camilla er min bedsteveninde og på trods af, at hun er ateist, er hun interesseret i religion. Jeg er muslim, og vi har haft mange spændende snakke om alle mulige religioner og trosretninger, samt deltaget i et møde i en rigssal for Jehovas Vidner og opsøgt en Scientology kirke, for at blive klogere på, hvad det er. Vores første møde med den katolske kirke var så positivt, at vi nu kommer der med jævne mellemrum. Her kan vi trække os tilbage fra larmen og mylderet udenfor, koble fra og overgive os til den særlige stemning, som findes der. Hver gang bliver vi helt opslugt af de smukke ikoner, som hænger overalt.

Jeg er glad for, at Camilla og jeg synes det er vildt spændende og hyggeligt at udforske forskellige religiøse steder og religioner. På trods af vores forskellige religiøse ståsteder, har vi begge stor respekt til hinandens og andres tro, som vi vil fortsætte med at udforske. 

(Foto: Domkirken i Aarhus, fra mit seneste kirkebesøg)

Fjerde december

"Den store familiesamling" af Mariam Aljaal

Det var i sommer 2015, hvor vi alle var samlet omkring det samme brede bord. Søskende der drillede hinanden på tværs af bordet, fætre og kusiner der sniksnakkede om alt mellem himmel og jord, onkler der prøvede at få børnene til at grine ved at kilde lidt til dem, mostre der hjælpsomt spurgte rundt om nogen manglede noget, og bedsteforældre der delte råd og livserfaringer til dem, der lige sad ved siden af. 

Vi var alle samlet for at fejre mine søstre Samah og Nours fødselsdag. Stemningen var rar, små lys var tændt rundt omkring, rummet var fyldt med smil, grin og varme og det hele var enestående. Det var ret specielt for mig, at en så stor del af familien var samlet på en og samme gang. 

For som et palæstinensisk barn, født og opvokset i Danmark, har jeg ikke haft meget mere familie at se til end mine søskende og forældre. Ikke fordi jeg ikke vil eller ikke har lyst, tværtimod det er noget af det bedste jeg ved, men jeg har haft ikke muligheden for det. Min moders familie bor spredt rundt i verden, hvor det er ret sjældent at vi er på besøg. Min faders side af familien bor alle i Gaza Striben og døjer med dårlige livsvilkår, blokaden og hvad der ellers er af udfordringer dernede. Så mulighederne for en familiesamling er ret ringe, men det var det ikke den sommer. 

(Foto: Fødselsdagsbørnene)

Anden december

"Helt paf ved busstoppestedet" af Huda Chaaban

Jeg er 15 år. Det er eftermiddag. Og jeg er rigtig spændt! Jeg skal nemlig til jobsamtale. Min ALLERFØRSTE jobsamtale.

Ved busstoppestedet står jeg og tripper over den møg-irriterende bus, som vælger at være forsinket på det mest forkerte tidspunkt.

Her vil jeg indskyde, at jeg er en af de heldige. På trods af min lidt mørkere hudfarve og sorte hår har jeg aldrig oplevet noget racistisk. Der er måske blevet råbt lidt af mig på gaden et par gange eller tre. At jeg skulle ”skrubbe hjem”. Men det tæller ikke! Det var bare nogle fulde mennesker.

Men den dag ved busstoppestedet, oplevede jeg noget, der efterlod mig sådan helt paf. I sådan en tilstand af WHAT! HVAD-HAR-JEG-GJORT-DIG?!

Jeg står altså ved busstoppestedet. Lettere panisk og med et par sekunders mellemrum kaster jeg et blik ned på mit ur. Og med ét bliver jeg hevet ind i en tidløs tåge – sådan husker jeg det i hvert fald! – hvor alt går i slow motion.

En ung dansk dreng på cykel. Vores blikke mødes. Jeg smiler. Han smiler ikke. Han råber ”din ghettopige” foran alle de andre ventende passagerer. 
Da jeg efter lang tid vender tilbage til mig selv, må jeg indse, at det nok ikke var et kompliment! Jeg spekulerer stadig meget over, hvordan nogen kan have et negativt syn på mig uden at kende mig.

Men hey, ghettopigen fik jobbet!

(Foto: Oppe i en forlystelse med en fremmed i Djurs Sommerland).

Fireogtyvende december

"Et barn er født i Betlehem" af Yallah!dk

Snakken gik lystigt, da unge fra Yallah!dk lavede aftensmad for en gruppe unge hos Plexus midt i Aarhus, mandag d. 18. december. Det var et led i Yallah!dk’s hjælp til andre, for at sprede smil og glæde, lys og lyksalighed i december måned.

Ideen var at holde ”Palæstinensisk Julefrokost” for de unge, som spiser sammen tre dage om ugen hos Plexus, der er for ensomme unge. Mustafa Faour stod for at lave linsesuppe samt hummus og falafel med brød og andet tilbehør, mens Sally Abousteiti og Samah Aljaal lavede salat sammen med nogle af de unge fra Plexus.

De unge kunne rigtigt godt lide maden. Der blev spist, hygget, grinet og ikke mindst blev der snakket en hel masse. Snakken gik om Palæstina, om at være fra en etnisk minoritet i Danmark. Og så blev der snakket om musik, film, tøj, oplevelser og hvad unge i Danmark ellers snakker sammen om.

Det var en aften, hvor smil og glæde blev delt rundhåndet ud, og det gik begge veje.

Se flere billeder her

Syttende december

"Min store familie - jeg aldrig har mødt" af Samah Aljaal

Da jeg var mindre, plejede min far at samle familien sammen i stuen og holde nogle slags foredrag/lektioner for os. Det skete kun sjældent, men hver gang vi forsamlede os, vidste jeg, at det var tid til en af disse lektioner. Lige dengang var det faktisk ikke min yndlings aktivitet, da jeg hellere ville ud for at lege eller spille computer.

Jeg kan huske, at jeg plejede at sætte mig med et surt blik og armene over kors. Jeg prøvede at undgå at lytte og blev altid sur på mine søskende, da de stillede spørgsmål, fordi jeg gerne ville have, at det skulle slutte hurtigt. Det endte dog altid med at jeg lyttede efter alligevel, fordi det faktisk var spændende. Emnerne varierede fra historier om de islamiske profeter til Palæstina, dets historie og geografi.

Hele min fars familie bor i Gaza, så jeg har aldrig rigtigt mødt dem, udover på Skype eller lignende, men jeg synes altid, at det er fascinerende, når han snakker om hvor stor en familie, vi har dernede. Og når vi nu engang tager derned, så vil de alle hilse på os og møde os. Jeg glæder mig også til at møde dem. 
Nu, da jeg er blevet voksen, har jeg lært at værdsætte de lektioner, vi plejede at have, og alt det min far har lært mig. Min far vil altid være den største inspiration for mig og den person, jeg altid vil gøre stolt.

(Foto: Min far sammen med min storesøster, lillebror og lillesøster, da de var små)

Ellevte december

"Hvem elsker du mest?" af Dalia El Dirawi

Jeg husker det tydeligt, faktisk rigtig tydeligt. Jeg gik i børnehave, og var så småt ved at lære at skelne mellem himmel og jord, da en daværende børnehave-veninde kommer løbene hen til mig. Hun kigger meget seriøst, mens hun spørger “hvem elsker du mest, Gud eller satan?”

Jeg forstod ingenting, jeg var totalt blank, jeg vidste bare at et af svarene var forkert, og jeg ville helst ikke lyde dum. Efter en forklaring på hvad det ene og andet var, fandt jeg ud af, at det forkerte svar var “satan”.

Vi løb glade rundt i børnehaven, og spurgte de andre børnehavebørn “hvem elsker I mest, Gud eller satan?” Hvor vi derefter opfordrede dem til at svare satan, og nyde at grine af dem. I virkeligheden vidste jeg ikke engang selv, hvad det var. Jeg vidste kun, man ikke måtte sige satan, for så blev man hurtigt upopulær.

Når jeg ser tilbage på det nu, er det rigtigt morsomt at se, hvilken forskel der er. Religion er nu noget af det, der betyder mest for mig. Det er især sjovt at tænke over, hvordan jeg som næsten 5-årig fik kendskab til religion, og fandt ud af verden ikke var flad, men rund.

Femte december

"Et pinligt dansetrin" af Samah Aljaal

Da jeg gik i folkeskolen var jeg, i min fritid, en del af en gruppe, Jafra Danserne, der dansede palæstinensisk folkedans. Det var jeg glad for, og det betød rigtigt meget for mig, på denne måde, at kunne holde fast i min oprindelige palæstinensiske kultur. Men en dag blev det pinligt, da jeg tog et forkert dansetrin.

En sommer skulle vi danse til en lille fest i Gellerup på et område der plejede at hedde Kaninlegepladsen. Midt i dansen skulle vi stå i en vandret linje med armene om hinanden og til min ikke så store overraskelse, så klodset jeg nu var, bevægede jeg mig forkert så jeg endte med at glide og jeg tog fat i de to personer der stod til højre og venstre for mig, så de også faldt ned på gulvet med mig.

Jeg skyndte mig at stå op efter faldet og fortsatte med at danse, men hvor hurtigt jeg end var til at genvinde balancen, var det stadig en af de pinligste oplevelser jeg nogensinde havde oplevet, da der stod en masse mennesker omkring os for at se os danse.

Nu i dag fanger jeg dog mig selv i at grine af historien, når jeg husker den, eller når jeg genfortæller den til andre mennesker.

(Foto: Nyere billede fra Jafra Danserne)

Tredje december

Yallah!dk hjælper: Smil og glæde i jule-travlheden

Unge fra Yallah!dk spredte masser af glæde i jule-travlheden søndag eftermiddag ved at dele pebernødder ud til folk ved åen i Aarhus.

Et ”Glædelig jul” fik folk med på vejen sammen med en pose pebernødder med et Yallah!dk logo på. Samtidig blev der uddelt løbesedler, som fortæller om Yallah!dk.

De fleste blev overraskede, og rigtigt mange blev glade for at få en pose pebernødder, et smil og en julehilsen med på vejen. Flere standsede op og fik en lille snak med de unge fra Yallah!dk, mens andre skyndte sig videre i juletravlheden.

Se flere billeder her